Punkt 22

Punkt 22 serverer et stærkt bryg af aromatisk, uforfærdet countrymusik, rock og pop med afsæt i de oprindelige rødder tilsat sprudlende humør og spilleglæde.

Musikken henter sit brændstof i den amerikansk-engelske sound og et solidt rytmisk drive. Stilen er yderst alsidig og spænder fra livlig country til rock til finere sorter af ”no bulshit” fólk, limet sammen af smægtende popballader og solidt svingende rock’n’ roll. Punkt 22 rækker således tommelfingeren i vejret og blaffer rundt i krogene af den varierede americano stil og finder sjove, finurlige og følsomme sange om romantik, skønne kvinder og alt det andet, som giver livet og Punkt 22 stil og kulør.

Der er glimt i øjet og appel til fødderne, når dette energiske sammenrend af sejt swingende musikere sætter stikket i og slår fra sig. Et repertoire med stor spændvidde er orkestrets force og suger uundgåeligt publikum mod dansegulvet.

 
Tunø Festival